Giv Carlsberg-ejendommene tilbudspligt

Beboere i de seks Carlsberg-ejendomme har indledt en kamp for tilbudspligt. Ikke for kampens skyld ej heller for at lave ballade, for de fleste af beboerne i de seks ejendomme er pæne, ansvarlige mennesker. Men fordi nu er det nok.De seks ejendomme har siden før anden verdenskrig været ejet af Carlsbergfondet. De har været en god udlejer. Men tiderne er skiftet og vi har igennem de sidste par år kunnet se fraflyttede lejligheder i vores ejendomme blive tvangsmoderniseret, alt revet ud og erstattet med nyt så huslejerne kan tredobles.

Nu har Carlsbergfondet så valgt at sælge, og på trods af beboernes udtrykte ønske om at overtage ejendommene som andelsboliger, og på trods af at, tilbudspligten i lejeloven burde gælde for alle, har Carlsbergfondet og pensionsselskaberne PFA, DIP og JØP i samarbejde med Catella Group og DEAS fundet et tvivlsomt hul i loven. som de forsøger at krybe igennem.

Man kan udtrykke tvivl om hvorvidt bestyrelserne hos køber og sælger er blevet ordentligt informeret af deres rådgiver, Catella om den danske lejelov. Der er ingen tvivl om, at bestyrelserne i Carlsbergfondet og pensionskasserne havde regnet med, at det var en god handel der kunne gøres i al stilhed. Men vi er 700 lejligheder. Det er mange menneskers liv de berører. Vi er derfor mange der kan sige stop

Hvis køber og sælger slipper afsted med denne pro-forma-konstruktion, skal vi være klar over at tilbudspligten er tabt – også ved et fremtidigt salg. De vil fremover kunne sælge aktierne frit til danske såvel som udenlandske selskaber uden at vi vil blive tilbudt ejendommene. Hvordan det vil påvirke huslejen kan kun fremtiden vise.

Derfor er en hån når de siger, at vores situation som lejere er uændret. For med denne konstruktion er vores tilbudspligt tabt for evigt. Det er derfor vi er vedholdende og indstillet på at køre denne sag igennem.

Det kan godt være, at PFA, DIP og JØP, og Carlsbergfondet på deres hjemmesider gerne vil fremstille sig selv som pæne ansvarlige danske organisationer. Men pæne ansvarlige mennesker prøver ikke at lave juridiske fiksfakserier for at omgå en lov. Det kan godt være det ikke er ulovligt at oprette et selskab i Panama men det lugter.

Vi opfordrer politikerne til at stoppe disse lovbrud. Og ikke mindst opfordrer vi pensionskasserne og Carlsbergfondet til at respektere lejeloven og tilbudspligten og give Carlsberg-ejendommene deres tilbudspligt.  

[efb_likebox fanpage_url=”AB-Haraldsborg-1750395871857074″ box_width=”250″ box_height=”” locale=”da_DK” responsive=”1″ show_faces=”1″ show_stream=”0″ hide_cover=”0″ small_header=”0″ hide_cta=”0″ ]